Line

Historien om De Lystige Musikanter

Det hele startede i 1984, hvor der var en annonce i lokalavisen på Østerbro. Der stod: "Spiller du på et instrument, så mød op i Østerbrohuset på fredag, og lad os se, hvad der sker." Vi var 7 personer, der mødte op med forskellig musikalsk baggrund, men det varede ikke længe, så gik vi bare i gang med at spille efter metoden: "Kender du den?"

De følgende fredage voksede orkesteret, og snart var vi oppe på omkring 15 medlemmer. Vi havde fået en musikalsk leder og spillede nu efter et fast program. Huset syntes, det var dejligt med sådant et Vivex-orkester og allerede efter et par måneder, annoncerede de med Palmehavebal i Den Gamle Remise. 100 mennesker mødte op og dansede til bl.a. Træskovalsen, Det var en Lørdag Aften og andre ikke for svære numre. Vi havde også lånt en professionel musiker til lejligheden, og det hjalp meget på kvaliteten, og siden blev orkestret bedre og bedre og kunne klare sig selv.

I dag består orkestret af ca. 20 medlemmer i alderen 50 år og op til gruppens ældste medlem på snart 90 år. Vi spiller på alle mulige instrumenter f.eks: Violin, harmonika, mandolin, banjo, guitar, tværfløjte, saxofon, klarinet, bas, obo, rytmeæg og sang. De sidste mange år har vi afholdt 7 søndagsmatinéer i Østerbrohuset om året, spillet mange forskellige steder: Musikfestivaler, pensionistforeninger, fagforeninger, plejehjem, gadefester, juletræsfester og mange andre steder. Vores repertoire er meget bredt, lige som vores alder, og svinger fra gamle slagere, refrænsange, dansktop, pop, swing-numre, country, folkemusik, tango og valse.


Line